Underholdning
Mads Langer og JJ Paulo: Nyt samarbejde til Danmarks Indsamling
Hylder kærlighed og sammenhold
Sang inspireret af Uganda-rejse
Når Danmarks Indsamling løber af stablen den 1. februar i Jysk Musikteater i Silkeborg, bliver det med en helt særlig live-premiere. Musikerne Mads Langer og JJ Paulo har for første gang slået sig sammen om en sang, der tager afsæt i deres fælles rejse til Uganda tidligere på måneden. Sangen, “All We Need (Lete Ambo)”, er en hyldest til den kærlighed og det sammenhold, de oplevede under deres besøg.
Rejsen til Uganda gav de to kunstnere et indblik i de mange udfordringer, landet står overfor, men også i den styrke og det håb, der findes blandt flygtninge og lokalbefolkning. Under deres besøg talte de med kvinder og børn, der inspirerede dem til sangens tekst og budskab.
Foto: VIA ritzau
Lete Ambo: Kærlighed og sammenhold
Under et møde med lokale kvinder og børn spillede JJ Paulo og Mads Langer en instrumental version af sangen og spurgte dem, hvilke ord og følelser musikken vækkede. Kvinderne nævnte ordene “Lete Ambo” (stor kærlighed) og “Tualo” (sammenhold), som hurtigt blev fundamentet for sangens tekst.
“Denne sang er skrevet for og i samarbejde med de mange smukke mennesker, vi mødte i Uganda. Kærligheden og sammenholdet er vores stærkeste våben,” siger Mads Langer.
Sangen udkommer officielt den 31. januar og får live-premiere under indsamlingsshowet. Det er 19. gang, at Danmarks Indsamling samler midler ind for at støtte verdens mest udsatte, og i 2024 blev der samlet over 100 millioner kroner ind.
En vigtig mission
Uganda huser 1,5 millioner flygtninge, primært fra Congo og Sydsudan, hvor mange har brug for akut humanitær hjælp. Midlerne fra Danmarks Indsamling bidrager til at forbedre forholdene for disse mennesker og give dem håb for fremtiden.
“Håbet findes hos de her mennesker, og vi har et medansvar for at sikre, at det håb ikke slukkes,” understreger Mads Langer.
Foto: VIA ritzau